Hvad blev der af pastor Blichers lille Grethe?

Hvad blev der af Pastor Blicher’s lille Grethe?
skrevet af Marianne Engberg.

Præsteparret i Vorning På Vorning kirkegård ligger en fredet gravplade, hvis inskription gennem mere end 150 år har været så udsat for vejr og vind, at den i dag er næsten ulæselig. Måske er netop fredningen skyld i, at den placeringsmæssigt ikke passer helt ind i konceptet for velkomponerede kirkegårde, som de i dag skal se ud. Den er ellers smukt tænkt, med en stenroset i hvert hjørne og formentlig velmente skriftord. Billedtekst: Gravsten for Jens Blicher (17. maj 1791 – 28. november 1864), sognepræst til Vorning, Kvorning og Hammershøj 1825-1864, og hans hustru Maren Stochholm (11. april 1801 – 3. juni 1881). Begge var præstebørn: Jens, som søn af sin forgænger i embedet Jørgen Gantzel Blicher og Charlotte Louise Dreyer. Maren, som datter af stiftsprovst og fungerende biskop i Aalborg Stift Jens Stochholm og hans første hustru Karen Marie Friborg. Billedtekst: Pastor Jens Blicher (17. maj 1791-28. november 1864) Sognepræst til Vorning, Kvorning og Hammershøj 1825-1864Som efterkommer af en gammel og stor præsteslægt, der siden 1600-tallet havde spredt sig ud over embeder i Jylland, var det naturligt for Jens at gå samme vej. Så meget desto mere, som hans ældre og eneste broder som discipel forlod skolen Randers i 1804 for at gå officers vejen. Fra Vorning til Vammen er der ikke langt, og da Jens fik sit første embede som kapellan for Bjerregrav, Ålum og Taanum i 1823 fulgte Maren Stochholm fra Vammen præstegård med. De var blevet gift i Vammen kirke 10. august. Deres to døtre, Karen Margrethe og Charlotte Louise blev født i Bjerregrav, men da Jens allerede to år senere kunne overtage sin fars embede, flyttede den lille familie til Vorning, dog efterladende den yngste datter på kirkegården i Bjerregrav. Hun blev kun 1 1/2 år gammel. Billedtekst: Fru Maren Blicher født Stochholm (11. april 1801- 3. juni 1881) Maren var Jens Stochholms førstefødte barn af de i alt 21 børn, som han fik med sine to hustruer. Maren var født i Fallesgårde præstegård i Dollerup, men voksede op sammen med sine syv helsøskende i Vammen, hvor hendes far var sognepræst. Hendes mor, præstedatteren Karen Margrethe Friborg fra Vorde, døde i 1815, og med faderens giftemål med Anne Svendsen fra Skjerngaard oplevede Maren tre af sine 12 halvsøskende blive født i præstegården i Vammen, inden hun ægtede Jens Blicher og flyttede hjemmefra. I 1827 kom hendes far til Aalborg som stiftsprovst ved Vor Frue Kirke, og 1829 blev han tillige sognepræst ved Budolfi Kirke samt fungerende biskop over Aalborg Stift. Han døde 1833 efterladende sin unge enke med fire små børn, hvoraf den yngste kun var et par måneder gammel, samt sin mor, Maren Fischer, enke efter organist i Horsens Nicolay Stochholm. Hans eftermæle, som er i beskrevet i Wibergs “Almindelig dansk Præstehistorie” ”Nidkjær men stridbar” kan vel skyldes hans udslidthed på grund af den kæmpemæssige arbejdsbyrde, at skulle passe 3 tunge embeder. Han ligger begravet på Aalborg Almen Kirkegaard, hvor Anna Svendsen med to store stenplader med inskriptioner har sat et smukt minde over ham og hans mor. Det giver et helt andet billede af ham. Herpå hedder det bl.a. “Han var sin Konges tro Mand, en kjærlig Søn mod sin gamle efterlevende Moder, en øm og trofast Fader for sine Børn, en nidkjær og utrættelig Arbejder i Guds Aand, i Livet og i Døden et skjønt  Exempel paa en sand Christen. Hans Sjæl er i Guds Rige Fred være med hans Støv” Mens Jens var af gammel præsteslægt, var Marens far sammen med sin bror Niels Nicolay de første præster i Stochholm-slægten. Gennem deres sønner og deres efterkommere spredtes der hurtigt en stor skare af “Stochholm’er-præster” ud over det ganske land. Deres familienavn skyldes ikke en svensk herkomst, men stammer fra ejendommen af samme navn, som Marens tipoldefar Niels Nielsen af Trædballe havde i Nørup under Engelsholm gods. Både Jens og Marens slægter var velsignede med store børneflokke. Maren havde som nævnt 20 søskende, Jens, lidt mere beskedent, fem. Ganske vist faldt en stor del af hendes fars børn fra i en meget tidlig alder, men hun og Jens måtte alligevel have haft forventning om at få flere efterkommere end deres to døtre. Karen Margrethe og Charlotte Louise, som blev født i 1822 og 1824, og hvoraf den yngste døde inden sit andet år.Det var vel grunden til, at de påtog sig at være plejeforældre for en del af familiens børn. Det gjaldt således Marens guddatter, Sophie Amalie Marie Holst, der som 4-årig mistede sin far, præsten i Nørbæk, Otto Ludvig Holst. Hun blev kærligt optaget som barn hos præsteparret i Vorning. Hun var ikke i slægt med dem, men var en kusine til købmand Otto Ludvig Møller-Holst i Aarhus. Han blev gift med Maria Ludovica Engberg. Sofie Amalie Marie blev i 1850-erne en kendt forfatterinde under navnet Sophie Holst. En anden plejedatter var Maren Stochholms kusine Maren, datter af sognepræsten i Rødding, Frederik Stochholm. Hun var jævnaldrende med lille Grethe, som Karen Margrethe blev kaldt; Maren blev senere lærerinde i Rødding. En datter af Jens’ søster Laura, Emilie Bechmann, blev også optaget i hjemmet i Vorning. Såvel Marens yngre søster, Mariane, som hendes yngste bror, Ove Guldberg Stochholm, nød ophold i det gæstfrie præstehjem. Karen Margrethe voksede således op med jævnaldrende, samt yngre og ældres selskab i hjemmet. Jens’ fætter, Steen Steensen Blicher, var en hyppig gæst i Vorning, hvor han samlede materiale til flere af sine mest kendte noveller. Om det også medførte nogen videre kontakt mellem den lille præstefamilie i Vorning og forfatterens store børneflok er uvist. Den ufredelige stemning i digterpræstens hjem må have virket som en stærk kontrast til den kærlige omgangsform hos Jens og Maren. Jens Blicher nåede at være præst i Vorning i knap 40 år, inden han den 28. november 1864 døde, 73 år gammel. Billedtekst : Karen Margrete Blicher “Lille Grethe” (26. maj 1822 – 28. maj 1901)Maren og Karen Margrethe i Randers Maren og Karen Margrethe flyttede til Randers, hvor de bosatte sig i Vestergade nr. 796 i 3. Rode (Vestergade 32 i dag). Hendes far oplevede ikke at se hende blive gift, men det blev hun som 53-årig!

I 1875 viedes hun og Frederik Theodor Kattrup i Hornbæk kirke i Viborg amt. Han var præstesøn fra Voldum, cand.jur., fuldmægtig hos herredsfoged Kampmann, fra 1875 assistent i Kriminal- og Politiretten i København, og kun 28 år gammel! Han var født i Skelskør 22. november 1846 som ældste barn af Nis Christian Kattrup og Sara Wilhelmine Christiane Krüger. Hans far var førstelærer ved Borgerskolen. Som 4-årig kom han med sine forældre til Thorning, hvor hans far 1850 fik et præsteembede, og i 1860 blev sognepræst for Voldum-Rud menighed. Frederik Theodor dimitterede som 18-årig fra Viborg Lærde Skole i 1864 med 1. karakter med udmærkelse. Karen Margrethe og Frederik Theodor er som præstebørn vokset op i et relativt lille geografisk område henholdsvis Vorning og Voldum. Trods den store aldersforskel kan de naturligvis godt have kendt til hinandens eksistens uden derfor at have truffet hinanden før de – måske – mødtes i Randers i foråret 1870. Frederik Theodor havde nemlig en god grund til netop da at opholde sig i byen.Han og hans otte søskende havde mistet deres far, som døde 6. september 1869, kun 58 år gammel. Deres mor stod alene med fire ukonfirmerede børn, hvoraf den yngste kun var seks år gammel. Det var naturligt, at Frederik som ældste søn og broder, i den situation betragtedes som familiens stærkeste støtte og trådte til med hjælp til sin mor og sine søskende. Sandsynligvis deltog han også i konfirmationen af den 14-årige Christian, som fandt sted 2. påskedag et halvt år senere i Sct. Mortens Kirke.Maren Stochholm havde som enke fortsat sin og sin mands tradition med at have plejebørn. I Vestergade nr. 796 var det Peder Christian Hendrichsen, født i Vorning. Han blev konfirmeret samme sted og samme dag som Christian Kattrup, uden tvivl i Karen Margrethe og hendes mors overværelse.Hvis der allerede da er opstået en gensidig sympati mellem den unge jurastuderende og jomfru Blicher, kan den være blevet udbygget, da hans eksamen året efter er i hus, og han bliver fuldmægtig ved Rougsø herred. Hvornår og hvor længe den unge assessor og jomfru Blicher har følt den gensidige tiltrækning, som førte til deres beslutning om at indgå ægteskab, kan kun blive gætteværk. Da han i 1874 bliver kopist i Københavns Kriminalret, får han økonomisk grundlag for det. Den unge bejler Billedtekst: Den unge bejler Frederik Theodor Kattrup(22. november 1846 – 30. september 1900) Billedkilde: Sjællands tidende 9.6.1989)Hvad Karen Margrethes mor og hendes familie har ment om forbindelsener ikke til at vide, men der har sikkert været tænkt mange bekymrede tanker og måske endda vredet hænder hos hele det klerikale samfund både i og udenfor Randers, for ikke at tale om Frederik Theodors mor og søskende. Om deres forestående giftermål skriver præstefruen i Randers, Marie Oxenbøll (Henrik Pontoppidans mor) til et af sine børn i 3 breve:19. januar 1875: “Jeg synes det er tungt at tænke på, at Kattrup har kunnet lænkebinde sig til den 53 årige Frøken Blicher, men vist og sandt er det. Jeg mødte hende forleden paa Gaden og hun dandsede over Brostenene, men Alderens Tyngde kan ikke blive borte, om den end en kort Tid kan slaaes tilside.“5. marts 1875 : “Først har han (ME: præsten ved Sct Mortens sogn Dines Pontoppidan, brevskriverens mand) Altergang, hvor han mødes med den gamle, unge Brud fra Vestergade. Brylluppet skal nok staae i Paasken, men jeg antager ikke, at Fader kommer til at vie dem, da de jo har stor Præsteslægt; det var jo ogsaa rarest at være fri, skjøndt der vist for Tiden er dyb Bevægelse i begge Parters Hjerter”.28. marts 1875: “Vor Husstand er blevet forøget i disse Dage med Schven, der i dette Øieblik er til Bryllupsfærd, som Forlover for Kattrup; de bleve viede i Hornbæk Kirke. Schven var ikke så lidt veemodig ved den Vandring, men Kattrup selv er frimodig og glad og spadserer med hende under Armen.”Bekymringerne dengang har været velmente, men med kendskabet til de nygiftes fremtidige ægteskabelige liv sammen, tilsyneladende ubegrundede. Parret flyttede til Forhåbningsholms Allé 6 på Frederiksberg, og intet tyder på andet, end at begge trivedes, og Frederik Theodors karriere fortsatte med at gå fremad.Tilsyneladende er Karen Margrethes mor flyttet med, for da Maren begraves 1881 i Vorning, anføres det i kirkebogen, at hun er død i København. Dødsfaldet er annonceret samme dag i Berlingske Tidende med følgende tekst:“At den algode Gud idag har hjemkaldt vor kjære, gamle Moder Maren Blicher, født Stockholm, i hendes 81de Aar, bekjendtgøres med inderlig Vemod for fraværende Slægt og Venner. København den 3. juni. F. Kattrup, Auditeur, Karen Margrethe Kattrup, f. Stockholm.”Den 7. juni bekendtgøres under samme ovenstående tekst, at “begravelsen er bestemt tilTorsdagen den 9de Juni fra Vorning Kirke”.Det løfterige navn på ægteparrets første adresse har sikkert passet godt til deres tanker om fremtiden.Frederik Theodor fik en glimrende karriere: 1880 blev han auditør i Hærens og Flådens fælles Auditørkorps, 1887 assessor i Københavns Kriminal- og Politiret, 1891 byfoged og byskriver i Sorø, birkedommer og skriver i Sorø Birk og i Baroniet Holbergs Birk samt tillige kongevalgt borgmester i Sorø Købstad; 1894 blev han Ridder af Dannebrog.Liv og død i Sorø Borgmester i SorøOm Maren har forudset, hvad hun gik ind til i sit ægteskab er jo ikke til at vide, men kedelig blev hendes tilværelse som fru Kattrup ikke. I det lokalhistoriske hæfte “Jul i Sorø 1996” er en artikel om Kattrups virke i Sorø som både birkedommer, byfoged, byskriver og borgmester (en sammenblanding af funktioner, som idag ville være utænkelig) baseret på den senere dommer i Odense A.S.Roepstorff, der i sine erindringer har berettet om sin læretid som anden-fuldmægtig på kontoret i Regensen i Sorø. Her boede ægteparret på første sal, hvilket også gav ham et vist indblik i den kattrupske husholdning.Kattrups ideal var ifølge Roepstorff den strenge, smarte og intelligente forhørsdommer, som samtidigt lagde vægt på den juridisk korrekte formulering, og at alt, hvad der udgik fra hans hånd, skulle skrives efter Landsoverrettens og Hof-og Statsrettens skabelon. Anden-fuldmægtigen var absolut ikke blind for sin chefs mange fejl som dommer, men erkender med taknemmelighed at have lært meget af den flittige mand, som rygende på en stor cigar sad i sin dommerstol med Roepstorff ved siden af som protokolfører og landbetjent Nielsen anbragt foran skranken. Kattrup var en skarpsindig og omhyggelig forhørsdommer, men efter Roepstorffs mening dannede han sig for tidligt en mening om den sigtede og gik derefter på vedkommende med stædighed, voldsomhed og energi. I en sag, hvor den sigtede tilsidst mod den ved Birketinget afsagte dom blev frifundet ved Overretten, reagerede Kattrup på avisernes hårde angreb på dommeren ved dagligt at kalde den frifundne for “abekat og tyveknægt”, og dommerne i Overretten for “gamle sutter”. Højesteretten omstødte imidlertid Overrettens dom, og Kattrup triumferede, gående op og ned i kontoret iført sin sædvanlige mundering: sort diplomatjakke, fedtet og plettet vest, broderede morgensko og lang porcelænspibe.Grinende og spyttende sagde han: “ja, De ser – kære fuldmægtig – på min vest. Den er noget fedtet og plettet, men den er også en gammel vest, som har tjent mig trofast i en halv snes år. En sådan følgesvend skiller man sig nødig fra.”Hans interesse for efterforskning var stor, hvilket bl.a. viste sig i en glødende interesse for at få fastslået identiteten på den seriemorder i London, Jack the Ripper, som i 1888 havde myrdet mindst 5 kvinder, og som trods en stor politiindsats ikke var blevet pågrebet. Hans enorme og effektive arbejde ligger til grund for en i 1908 udgivet bog af forfatteren og journalisten Carl Muusmann med titlen “Hvem var Jack The Ripper – en dansk forhørsdommers undersøgelse”, hvori forfatteren skriver, at Kattrups navn var godt kendt af offentligheden, idet det var ham, “der som Kriminalassessor havde behandlet sagen mod Fabrikant Phillipsen, der havde myrdet Budet Meyer og sendt hans Lig over Atlanterhavet i en Tønde”. Mens det londonske seriemyrderi stadigvæk anses for uopklaret, og forbryderen således aldrig stillet for en dommer, lykkedes det med Kattrups ihærdighed at opklare “tøndemordet”, hvorefter den flygtende fabrikant blev arresteret ombord på et skib, som på sin rute til Brasilien gik på grund i Elbmundingen.Den flittige mand viste sig aldrig på kontoret før klokken 11, men han var til gengæld noget af en natteravn. Roepstorff, som boede i et værelse i stueetagen på Regensen, har beskrevet, hvordan Kattrup midt om natten kunne finde på at løbe ned ad trappen, nærmest sparke døren til værelset ind og rungende råbe, at nu måtte man stå op, for nu skulle der skrives domme. Han skoggerlo ad sin fuldmægtigs søvnighed, og han lovede ham varme pandekager, når de var færdige med arbejdet. Dette kunne godt være udmattende, for selvom Kattrup selv havde skrevet koncept til dommene, stregede han ud og dikterede om og om igen under den sidste sproglige afpudsning og belærte sin fuldmægtig om, at “hvis man begynder at sjuske med formen, så ender man med at sjuske med indholdet”. Når han blev træt af arbejdet kaldte han på Karen Margrethe, for at hun skulle bage pandekager, hvad hun, som Roepstorff skriver, gjorde med alle tegn på glæde. Hun spiste ikke selv med, men det gjorde deres hund Fellow, kaldet Fellemand, som af husherren fik slynget en halv pandekage i gabet.Kattrup var glad for mad og søde sager og lod sig ofte bringe en kop chokolade over i retten, hvilket sommetider resulterede i, at han væltede den ud over dokumenterne.Hans sans for kulinariske goder bevirkede, at han krævede en ordentlig forplejning bestående af smørrebrød med øl og snaps til sine fuldmægtige og betjente, når de i embeds medfør blev sendt ud og skulle agere auktionsforvaltere og sekretærere. Skulle der skrives anbefalinger, kunne han også se med overbærenhed på en lettere hang til spiritus, f.eks. da det drejede sig om betjent Hansen, hvor hans bemærkning til Roepstorff var, at man skulle glemme alt om dennes tørst: “Åh, Herregud! – er det ikke den naturligste dødsårsag for en ærlig, reel betjent ! “I perioder, hvor Kattrup var konstitueret amtmand, skulle han ofte til København. Kusken på vognen, der skulle køre ham til toget, holdt for døren og råbte, at nu kørte han, men Kattrup var ikke færdig. Fruen og pigen for ned med alle hans pakkenelliker, herunder hans dyne, da han ikke ville sove i andre dyner end sine egne. “Er der ingen, der har set min forlorne tænder? “ råbte han, og til hans kones genråb: ”Ligger de ikke i dagligstuen på chiffonieren ?” brølede han: “Åh, hold kæft med dine kontraspørgsmål !” Afsted kom han, og freden og arbejdsroen sænkede sig over både hjem og kontor.Mens Roepstorff i beretningen bringer mange detaljer om sin chef, er det således kun i glimt, vi får noget at vide om Karen Margrete, men det er alligevel nok til at kunne drage den konklusion, at Frederik Theodor og hun har haft et lykkeligt samliv. Hvilken kone, endda en borgmesterfrue, jages med glæde op midt om natten for selv at bage pandekager til sin mand og accepterer fritliggende tænder på dagligstuemøblerne? Aldersforskellen har sikkert ikke på nogen måde været en ulempe; en jævnaldrende eller yngre hustru havde sikkert ikke fundet sig tilrette med denne særprægede mand.Jens Blicher og Maren Stochholms “lille Grethe” fra præstegården i Vorning blev altså både gift og borgmesterfrue – ja endda enke! Frederik Theodor og Karen Margrethe nåede trods aldersforskellen at holde sølvbryllup inden han, vel i forbindelse med en embedsrejse, døde 30. september 1900 under et ophold i København, kun 53 år gammel. Karen Margrethe blev boende i sine 7 måneder som enke på Regensen på Torvet i Sorø, hun døde 28. maj 1901.De er begge begravede i Sorø.Kilder:Billedkopierne af Jens Blicher, Maren Stochholm, Jens Stochholm og Karen Margrethe Blicher er venligst stillet til rådighed af Jørgen Borresen, England.Billedkopierne af Frederik Theodor Kattrup og artiklen i “Jul i Sorø 1996” er hjælpsomt fremskaffet af Lokalhistorisk arkiv for Sorø, Storegade 7, 4180 Sorø. S.V. Wiberg: Almindelig Dansk Præstehistorie. Odense, 1870.Kirkebøger for:Vorning, Dollerup, Øster Bjerregrav, Nørbæk, Voldum, Randers Sct. Mortens, Skælskør, Hornbæk (Viborg amt), Sorø, Københavns Garnisons.Folketællinger:1843 Vorning, Præstegaarden.1870 Randers, Vestergade nr. 769.1880 København, Forhaabningsholms Allé.1901 Sorø, Torvet 7.A. Falk-Jensen og H. Hjort-Nielsen: “Candidati og Examinati juris 1736-1936”. Kbh, 1954-59. 5 bd.Marie Oxenbølls Breve til Margrethe Jespersen, f. PontoppidanSendt fra Randers præstegård 28. marts 1875; er på Rigsarkivet.http://www.henrikpontoppidan.dk/text/seclit/secbreve/oxenboell_marie/1875_01_19.html#fod10Samme til sammehttp://www.henrikpontoppidan.dk/text/seclit/secbreve/oxenboell_marie/1875_03_05.htmlSamme til sammehttp://www.henrikpontoppidan.dk/text/seclit/secbreve/oxenboell_marie/1875_03_28.htmlEjeren af de ovenstående originale billeder, Jørgen Borresen, som bor i England, er et oldebarn af Marens halvbroder, Christian Carl Jens Stochholm, sognepræst til Ulstrup i Aalborg Stift, og Termine Nicoline Windfeld

Tak til Marianne Engberg for det  store arbejde.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.