Stockholm og Blicher slægten

Stockholm og Blicher slægten.

Til denne artikel knytter der sig kendsgerningen at Blicher tegnes af den omtalte Marens søster Nicoline i 1834, og Marens Far er den biskop Stochholm, Blicher skriver til i 1828. Han beretter om Ernestines utroskab og beder biskoppen om at støtte ham i arbejdet med at skaffe subskribenter til en novellesamling. Blicher har flere gange hentydet til dette utroskab, der også omtales i hans erindringer i forbindelse med hans udtalelse om, hvorfor han ikke kan lide datoen 11. dec. (Fandens fødselsdag). De to fotografier blev sammen med mange andre hundrede negativer fundet på arkivet i Randers, og arkivar Tine Knudsen Jensen fik lov til at lade dem restaurere. Her fandt man to billeder, hvor der var indridset navnet Blicher på bagsiden. Blicher-Selskabet blev adviseret og jeg tog straks til Randers i håb om, at det var et fotografi af St. St. Blicher. Fotografen hed Johan Ludvig Ussing og slog sig ned i Randers i 1846, så Blicher kunne godt have været fotograferet. I forvejen havde vi det kendte billede af Ernestine, som allerede hendes efterlevende slægter erklærede var hende, selvom der i mange år herskede tvivl om proveniensen. Red.

På Vorning kirkegaard ligger præsteparret Jens Blicher og Maren Stockholm begravet, markeret på en liggende jernplade, hvor vejr og vind – og en måske manglende rettidig omhu fra kirkens side – næsten har udvisket deres navne og data. Jens havde kaldet som sognepræst for Vorning, Kvorning og Hammershøj
1825-1864 efter sin far, Jørgen Gantzel Blicher. Mens Jens Blichers herkomst jo ikke mindst via fætterskabet til Steen Steensen er almindeligt kendt, forholder det sig anderledes med hensyn til, hvem og hvad Maren Stochholm er “af”. Derfor er det om hende, det følgende handler. Navnet Stochholm skyldes ikke, at Maren og hendes slægt har svenske aner men stammer fra ejendommen af samme navn under Engelsholm gods i Nørup v/ Vejle. Marens oldefar, Niels Nielsen fra Trædballe ved Vejle, erhvervede den 1731 og hans søn, også navngivet Niels Nielsen, tog navnet Stockholm som familienavn. (I kirkebøger og de enkelte efterkommeres præferencer veksles mellem Stochholm og Stockholm men ikke Stokholm.) Af Niels Nielsen Stockholms nr. 2’s 19 børn havde sønnen Nicolai musiske evner; han blev organist i Horsens og musiklærer for de russiske prinser og prinsesser, som opholdt sig i palæet i Horsens 1780-1808 (omtalt af Blicher i novellen Stodderkongen.
Af de øvrige sønner giftede den yngste, Christen Stockholm, sig med Elisabeth Marie de Gyldenfeldt til herregården Hennegaard ved Filsø.
Nicolai Stockholm fulgte traditionen med mange børn; med sin hustru Maren Fischer fik han ialt 13, hvoraf 2, Jens og Niels Nicolai, gik den klerikale vej. Hos sidstnævnte blev det dog kun ham, mens Jens’ ikke blot gjorde en fin karriere i kirkens tjeneste, men hvis efterslægt også fortsatte denne linje. Jens Stockholm, der fødtes 1771 i Horsens, blev efter sin teologiske embedseksamen ansat 1798 som præst i Dollerup-Finderup og Ravnstrup. Han ægtede 14. maj 1800 præstedatteren fra Vorde, Karen Margrethe Friborg, og året efter 11 april 1801 fødtes deres første barn, som fik navn efter sin farmor, “Madam Stockholm fra Horsens”, som bar hende til dåben: Maren. Fire måneder derefter fik Jens kaldet som sognepræst for Vammen, Bigum og Lindum, og her supplerede familien sig med 8 søskende til Maren: Peter Vandet, Ida Christiana, Mariane, Nicoline*, Nicoline Christence, Margrethe Antonette, Ove Guldberg og det lille barn, som i barselsengen kostede Karen Margrethe livet 11. september 1815. Hun blev kun 35 år gammel og blev begravet på Vammen kirkegaard, hvor hendes gravsten endnu ligger. Om hendes personlighed og virke som præstefrue foreligger der tilsyneladende ingen optegnelser. Maren var da 14 år gammel; af hendes søskende var kun Peter Vandet, Mariane, Nicoline Christence og Ove Guldberg tilbage. Halvandet år senere fik de en stedmoder, da Jens 8. juni 1792 i Hornum ægtede den 22 år yngre Anna Ring Svendsen af Skjerngaard, datter af Anders Svendsen, forvalter og godsbestyrer ved grevskabet Scheel og Anna Lauritsdatter Ring af Trinderup. Vammens nye præstekone var født 8. marts 1793 i Skjern og havde trods sin unge alder alle forudsætninger for at gå ind i rollen som stedmoder. Også i hendes barndomshjem havde hun oplevet søskendedød, og da Anna var 5 år gam- mel, blev hendes mor begravet 12. august 1798 i Schiern, 31 år gammel. Anders Svendsen giftede sig 10. okt. 1800 med Elisabeth Sandberg, datter af Anders Truesen Sandberg, skovrider i Løvskal, birkeskriver, møller af Claus- holm mølle, og Fredericha Sophia Göt- ting. Ægteskabet kom kun til at vare i 7 år, allerede 1807 døde Anders og efterlod Elisabeth med stedbørnene, Anne og Laurits, og deres 2 halvsøstre Ane Frideriche Sophie og Margrethe. Elisabeths enkestand varede til 1811, hvor hun ægtede Jens Sehested, kammerjunker og major, til Thorsagergaard, hvor familien 29. oktober 1812 forøgedes med deres fælles datter Edel Christine Margrethe. I Vammen passede Jens Stockholm med stor iver sit arbejde. Ved visitatserne rostes han for sine veludarbejdede og op- byggelige prædikener, sin ”fornuftige og ædle nidkærhed for ungdommens oplys- ning og fremgang i skrivning”, ligesom embedsbogen fandtes i god orden. Ved hans og Annas vielses indføring i kirke- bogen benævnes han “Hans Højærværdighed, Amtsprovst og Sognepræst”. Det kom snart til barsel i Vammen præstegaard, og ved dåben af Anders bar fru Sehested fra Thorsagergaard og jom- fru Maren var fadder. Endnu 7 børn kom til og Jens’ mor, Maren Fischer, flyttede som efter sin mands død 1820 fra Horsens til præstegården i Vammen.
Maren Stochholm giftede sig 10. august 1821 i Vammen kirke med Jens Blicher, præstesønnen fra Vorning, som havde fået kaldet som kapellan i Ø. Bjerregrav. Her fødtes deres 2 døtre: Karen Margrethe 26. maj 1822, opkaldt efter Marens mor, og Charlotte Louise 20. maj 1824, opkaldt efter Jens` mor; denne lille pige døde imidlertid kun 6 måneder senere og blev begravet i Bjerregrav. Året efter rykkede Jens Blicher og Maren Stochholm ind i Jens’ barndomshjem, præstegaarden i Vorning, som præstepar efter hans forældre, Jørgen Gantzel Blicher og Charlotte Louise Dreyer. Der kom ingen søskende til Karen Margrete; Jens og Maren fik ikke flere børn. Det betød dog ikke, at “lille Grethe”, som Karen Margrethe kaldtes i familien, kom til at mangle selskab af jævnaldrene. “Stocholm’erne”, dvs. moderens slægtninge fra Horsens  onkler og tanter, fætre og kusiner m.m.
havde et tæt familiebånd og åbnede gerne og ofte deres hjem for hinandens børn og unge i både i kortere og længere tid. Hertil kom plejebørn; især den lille Sofie Holst, datteren af præsten i Nørbæk Otto Møller Holst, der blev faderløs som 5- årig, fik en kærlig og tryg opvækst i Vorning. Maren elskede hende højt og, som skrives i Projekt Runeberg, “ forstod med levende interesse at opfatte Barnets Ejendommelighed og Evnerigdom, usædvanlige Sprogtalent og glimrede Hukommelse”. Sofie blev en kendt forfatter. De kun ca. 15 km mellem Vorning og Vammen har gjort det let for Maren at holde en tæt forbindelse til sin fars voksende familie, hvor lille Grete kunne profitere af samvær med jævnaldrene kusiner og fætre. Snart kom der imidlertid yderligere fart i Jens Stochholms karriere. 1826 blev han Ridder af Dannebrog, 5. august 1827 stiftsprovst i Aalborg stift, provst for Kær herred og Aalborg provsti samt sognepræst for Frue Menighed i Aalborg og Annekset Nørre-Tranders, 5. juni 1829 sognepræst for Budolfi Kirke, fungerede tillige fra 1827 til sin død som Biskopafløser i Aalborg Stift. (Efter Statsbankerotten blev bispevalg og indvielser ofret af besparelseshensyn).

billedet er taget i Budolfi kirke i Ålborg, sommeren 2016.

Præstegården i Vammen blev skiftet ud med bispegaarden i Aalborg og her blev yderligere fire børn født. Med sine to hustruer fik Jens ialt 21 børn, hvoraf 10 dog døde som små. Jens Stochholm gik nu ind til et arbejde, som måtte overstige enhver mands kræfter. Det store, langstrakte Kær herred, som på nordsiden af Limfjorden strakte sig fra Åby i nordvest til Hals i sydøst, måtte forceres ad skrumplede veje gennem fortrinsvis sumpede områder, sommer som vinter, når tjenesterejser (visitatser) til herredets 15 sogne krævede det; hertil kom den nødvendige sejlads over fjorden fra Aalborg til Nørre Sundby. Syd for fjorden skulle domkirkens, Frue kirkes og Nørretranders menigheder plejes i funktionerne som sognepræst Han passede som sædvanligt alt med flid og dygtighed, men det fik da også konsekvenser. I Wibergs præstehistorie karakteriseres han som “nidkjær men stridbar”. Det er forståeligt, at han med tiden ikke havde tålmodighed til lang- strakte diplomatiske forhandlinger. Han sled sig op og efterlod 21. februar 1833 Anne Ring som 40-årig enke med fire små børn og sin mor, Maren Fischer. Der findes to store gravsten med fine indskrifter over ham og hans mor.

Her får man et billede af familielivet, som Maren jo også havde været en del af. Af Jens Stochholms sønner blev tre præster: Marens bror, Peter Vandet Stochholm og hendes halvbrødre Jens Ring Stochholm og og Christian Carl Jens Stochholm.
Maren lader til at have arvet sin fars flid og foretagsomhed. I førstelærer Anders Fiils lille skrift “Vorning Sogn”, udg. af Vorning Sparekasse i 60’erne, fortæller et af Blichers sognebørn om hende: “Maren Blicher stod for ordningen af det altsammen. Hun var meget dygtig og rejste også til Anneksgården i Hammershøj og lavede ost af mælk, leveret af nogle gårde, der hørte under Fussingø. Osten var så godt lavet, at hun fik præmie for den, og den blev endog sendt til København og solgt dér. Hun fik tredie guldmedalje 1829 fra Det kongelige danske Landhusholdningselskab.” At passe alt dette udover de for en præstekone sædvanlige opgaver samt “logementet” af de talrige omsorgskræ- vende familiemedlemmer og plejebørn m.m. var hun dog ikke ene om, hvad det timelige angik. Af folketællingen 1840 for Vorning fremgår det, at Marens søster, Jomfru Mariane Stochholm, 38 år, fungerede som husjomfru, ligesom datteren Grethe Blicher 17 år, også benævnes husjomfru; hertil kom en stuepige og en kokkepige, en udepige og en gåsepige. Jens Blicher lader ikke til at have haft sin svigerfars ambitioner og ihærdige stræben efter en gejstlig karriere. I ovennævnte skrift af Anders Fiil hedder det: “Der er forskellige forhold, der tyder på, at Blicherne i Vorning var velstående folk. Embedet hørte til de gode. Blicher´ne var også dygtige landmænd, der fik meget ud af bedriften.” Udover de 11 røde køer, 4 køreheste og capellanens ridehest havde præsten mange får ude i heden. Til at passe denne bedrift var der i 1840 en røgter, en avlskarl, en anden karl og en dreng. Jens’ jævnaldrende fætter, Steen Steensen Blicher kom allerede i Vorning Præstegaard i Jens’ fars tid og hørte der Jørgen Gantzels fortællinger; litterært har det sat sig spor i Steens digtning med bl.a. “Nøddåben i Kvorning Kirke” og “Eneboeren paa Bolbjerg”. Kontakten fortsattes til Jens og blev jo udvidet med Marens familie, hvoraf Nicoline fik lejlighed til at tegne ham, men om han og/ eller hans far har støttet Steen vides dog ikke. Heller ikke, om Marens far efterkom Steens bøn som den er gengivet af Jeppe Aakjær i “Steen Steensen Blichers Livstragedie” II Bd1904 og i breve fra Blicher i SS bd. 31 s. 115: Høiædle og høiærværdige Hr. Stiftsprovst Stockholm Ridder af Dannebroge. At jeg vover at bebyrde Deres Høiærværdighed, der vist nok har fuldt op af Forretninger, med ilagte Planers gunstige Besørgelse, dertil er Grunden at jeg anseer Dem som en Medtjener i Christo, for en efter Forløserens Exempel virksom Menneskeven, der redebon vil stræbe at lindre en lidende Broders tunge Lidelser. Med faae Ord: jeg har seet mig nødsaget til at separere mig fra min Kone. Mit Hjerte bløder, og mine forhen fattige Omstændigheder ere ved denne rædselfulde Forandring blevne endnu mere fortvivlede. Jeg har nu blot Haabet paa den barmhjertige Gud, og Troen paa Naaden i alle hans Førelser og Prøvelser. Og i den Troe bliver jeg ved at virke for mine Børn, saalænge han forunder mig Styrke til ikke at segne under mit Kors. For at redde min oeconomiske Existence har jeg besluttet at udgive mine Fortællinger, der torde have mere end blot romantisk Tendents, særskilte, og venter derpaa et Antal Subscribentere – nogle af Yndest for mine Digtninger og flere maaskee af Medynk over min Ulykke. Deres Høiærværdighed er i den Stilling, at kraftig Anbefaling fra Dem vilde sikkerlig hjelpe meget til mit Ønskes Opnaaelse. I saadant Haab tager jeg mig den Frihed at sende flere Exemplarer til Circulation i Deres Stift. Med høiagtelsesfuld Hilsen fra min gamle Fader, henlever jeg Deres H. Hds. allerærbødigste S. S. Blicher. Spentrup, den 26. Jauar 1828.
(tak for hjælpen til Blicher selskabet, med at skabe kontakt til Marianne Engberg, der har lavet det store arbejde, men denne artikel)

 

 

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.