En vejbetjents fejde bl.a. mod ejeren af gården Bahl i Outrup.
En forårs dag i 1850, kom en købstadsvogn, kørende gennem orten, og videre mod nord ad den alfare vej, der i århundrede var blevet befaret af, heste uden sko og vogne uden beslag, vognen standsede op ved gården Bahl i Outrup. På vognen sad en ældre og yngre herre. Den ældre var by og herredsfoged Stephensen, fra Varde, og den yngre var hans skriver.
Det var ikke gårdens ejer, Jens Sørensen, byfogeden ville tale med, det var hans Svoger Frands Larsen byfogeden , gerne ville tale lidt med.
Frands Larsen havde været på frierfødder, og ganske vist også fået et glad ja, men alligevel var der noget galt. Det var ikke Damens alder, der var noget i vejen med, hun var nær de haltreds.
Frands Larsen skulle altså giftes, og det med en Dame af stor herkomst, hun hed Dorthea Christence Gyldenfeldt, og var datter af afdøde Kaptajn Gyldenfeldt, der i mange år ejede Søveggård i Outrup sogn.
Hendes Mor var broderdatter til kammerråd Stockholm, der i årene omkring 1800, ejede Hennegård.
Dorthea Christence Gyldenfeldt havde en broder i Henne, der var vejbetjent, og han gik stærkt imod ægteskabet.
Han sendte en skrivelse til øvrigheden i Varde, hvor i der bl.a. stod, at Frands Larsen, som eneste søn ikke var værdig til at modtage faderens gård.
Dermed var terningerne kastet.
Øvrigheden kom ind i billedet, og det var årsagen til byfogedens besøg hin forårsdag i 1850. Frands Larsen boede i aftægts lejligheden hos sin Far og Stedmor, og det var her samtalen fandt sted, mellem Frands og byfogeden.
Tilslut sagde byfogeden til Frands: Ja Larsen, De fejler nu ikke noget, men alligevel skal de have en lægeerklæring, hos Distriktslægen krigsråd Murfeldt i Varde.
Gårdens ejer Jens Sørensen, stod ude på gårdspladsen, da byfogeden havde taget afsked med Frands Larsen, han siger da Jens Sørensen ; Den klage , jeg har modtaget fra vejbetjenten syntes ubegrundet, hertil svarede Jens Sørensen ; ja min sviger fejler ikke noget, han mangler blot titlen Kammerråd , ( det gav munterhed hos både byfogeden og hans skriver ).
Et par dage senere vandrer, Frands Larsen til Varde, og fik en god attest fra distriktslæge Murfeldt.
Frands havde nemlig en god skole- lærdom og ikke mindst i skriftlig Dansk og dertil en overmåde god håndskrift. Han var også en dygtig jæger og skød en mængde vildt, han holdt meget af at færdes ude på de store og øde heder med bøsse og jagthund. Det er også blevet sagt, at han havde meget tilfælles med Steen Steensen Blicker.
Ca. 4 uger senere stod de brudefolk i Henne kirke. Frands havde da købt en ejendom, i Overfidde i Henne sogn, og dermed var han selvstændig landmand. Det gik meget godt for dem, de var begge to godt tilfreds. Det var snart værre for vejbetjent Gyldenfeldt, thi nu havde han altså tabt “slaget” mod Frands Larsen. Men straks indleder han et nyt felttog, men denne gang mod Jens Sørensen persolig, og det kunne han gøre i kraft af sin stilling som vejbetjent.
Det var nemlig i den tid, da beboerne havde det, såkaldte pligtarbejde ved vore amts – vejes vedligeholdelse.
Jens Sørensen havde i sit stykke , at vedligeholde helt ude ved Nymindegab, Men efter den nu omtalte ” affære ” med Frands Larsen, kunne Jens Sørensen aldrig gøre sit arbejde godt nok til vejbetjenten, der ville have det kasseret. Men det lykkedes ikke for ham nogensinde, thi hver gang viste det sig ved en nærmere undersøgelse, at Jens Sørensen’s vejstykke var i god orden, men det var vel også hans pligt, da han på det tidspunkt var medlem af sogneforstanderskabet, og samtidig var han blevet beskikket som værge, for en mand i Outrup, der var gjort umyndig.
Men tilbage til Frands Larsen og hans kone. Det gik godt for dem, også økonomisk, i hans efterladte papirer, ses det at han var pengeudlåner. Da ægteskabet var barnløst, oprettede de testamente i 1865, og samtidig solgte de ejendommen og gik på aftægt. Dorthea var ikke rask dengang, hun døde i 1869, Frands overlevede hende kun ca. 2 år. Han forulykkede en kold januar nat i 1871, han havde i Outrup, men på hjemvejen gik han vild i tåge og kulde, og den følgende morgen, fandtes hans afsjælede legme, på en mark syd for Dejrup.
Ægteparrets store indbo blev solgt, i slutningen af maj , ved almindelig dødsauktion.
Frands kostbare jagtgevær blev købt af den kendte Chris Mathisen, i Vittarp, hvis Mor var søster til Frands Larsen.
Der var mange arvinger på begge sider. Den ældste Gyldenfeldt var Ane Elisabeth Marie født 1798, gift med Hans Peder Iversen Billumtarp, nr. 2 Jensine Gyldenfeldt gift med skrædder Jørgen Nielsen Henne Kirkeby, nr.3 Sophie Margrethe Gyldenfeldt gift med Thomas Peder Hansen varde, nr.4 Vejbetjent Gyldenfeldt Henne, nr.5 Johanne Bolette Gyldenfeldt gift Sivers Haderslev, nr.6 Niels S. Gyldenfeldt købmand i Haderslev, nr. 7 Hans Gyldefeldt København døde1871 inden dødsboet var færdigt, Frands LArsen havde 7 søstre, der kunne arve, men heraf 3 døde, alle tre havde dog livsarvinger. Staten kunne også bruge penge dengang, der blev betalt 4% i arveafgift, omkostningerne blev store, i forhold til arvens størrelse, Det var således kundgørelser i tre Dagblede bl.a. Berlinske tidende.
Selvfølgelig tog arvesagen lang tid, men den 23 april 1872, var sagen færdig fra skifterettens side, og alle arvinger blev tilsagt, at give møde den 25 april i By og Herreds kontoret i Varde, og de mødte også alle, enkelte ved fuldmagt, alle arvesagens forhold blev oplæst og godkendt ved hånds underskrift, der også gjaldt som underskrift. Vejbetjent Gyldenfeldt , var på det tidspunkt blevet pensionist, og han var den første der skrev sit navn, den næste var Jens Sørensen, Mon ikke også de to kunne betegnes som “Hovedpersoner “.